Det der med de positive ting

Jeg ved godt, at det keder nogle af jer, når jeg skriver om mine forældres skilsmisse, men nu vil jeg skrive om det, med et anderledes syn - så må I vælge med jer selv, om I vil læse med eller ej. Jeg har ikke rigtig så meget at blogge om, da jeg ikke rigtig kan tage billeder og/eller overføre dem.

Jeg tror, det første der kørte igennem mit hoved var, hvordan det ville blive hos min far. Jeg har aldrig haft et særligt tæt bånd til min far, og vi har aldrig siddet og snakket om alt og intet sammen. Det har indtilvidere også været ham, som jeg har bekymret mig mest om, og ham jeg tænker mest over, hvordan han har det, når jeg ikke er hos ham. Selvom det ikke engang er en måned siden (endnu), at min mor flyttede, føler jeg allerede, at min fars og mit bånd er blevet stærkere. Det er egentlig gået ret stærkt, men jeg føler mig meget mere knyttet til ham  nu, end jeg gjorde førhen. Jeg har aldrig før brugt hele aftenener inde i stuen med ham, hvor vi har siddet og set nogle nederen serier i fjernsynet, og hygget med et eller andet spiseligt - men det er vi begyndt på. Jeg har heller aldrig siddet en hel eftermiddag og snakket med ham før - mest fordi han først kom hjem ved spisetid, og vi så var 6 mennesker, der skulle fortælle om vores dag på en gang.

Det er helt sikkert en positiv ting ved mine forældres skilsmisse. Jeg har fået sådan et rigtigt far-datter bånd med ham, ligesom det mor-datter bånd jeg altid har haft med min mor, fordi vi altid har rendt op og ned af hinanden, siden hun valgte at blive hjemmegående, da jeg gik i 1. klasse. Jeg hygger mig og griner meget mere med min far, end jeg har gjort før, og kan virkelig mærke den der "hvor er jeg bare glad for, at jeg har dig" agtige følelse. Ikke det, at jeg aldrig har været glad for min far, for det har jeg skam, men bare på en anden måde, hvor at mor var den bedste, og så kom far, hvor det nu er mere fifty fifty.